November 2023
Til kunder, leverandører og andre interessenter,
Efter 34 år hos ICM, de seneste tre som en del af Bunzl, har jeg valgt at fratræde min stilling som administrerende direktør den 1/11-2023. Beslutningen har været undervejs et stykke tid, så der har været god tid til at overlevere opgaver og ansvar til andre i ICM og god tid til at finde min afløser, Lene Iversen, som allerede er tiltrådt.
Lene kommer fra en stilling som Vice President ved Nissens Cooling Solution A/S. Før dette var Lene ansat i Siemens-Gamesa A/S. Lene har 15 års erfaring fra forskellige dele af værdikæden i en produktionsvirksomhed, og dermed en god forståelse for de risici en medarbejder kan udsættes for på arbejdspladsen.
Lene og jeg har samme værdisæt, så ånden i ICM, og måden vi gerne vil samarbejde med kunder, leverandører og medarbejdere, forventes at fortsætte. Lene repræsenterer en ny og yngre ledelsesstil, så over tid vil Lene helt sikkert bringe nye spændende tiltag til ICM. Bunzl har givet os muligheden for en glidende overgang, så direktørskiftet kan foregå på en rigtig god måde og med ét fælles mål; at ICM vil ende med at stå endnu stærkere. Det lover rigtigt godt for fremtiden for ICM.
Jeg vil gerne sige tak til alle de søde personer, som jeg har mødt gennem årene, der har medvirket til at skabe det ICM, som jeg nu forlader. Det er med stor stolthed, at jeg nu trækker mig tilbage til andre opgaver her i livet, og jeg vil se frem til at følge ICM’s fortsatte udvikling.
Med venlig hilsen
Jan Selchau