Et samarbejde med mening: ICM og Odense Værkstedet på Bregnevej
På Bregnevej 14 i Odense ligger et værksted, der emmer af arbejdsstolthed, fællesskab og liv. Odense Værkstedet – nærmere bestemt Industriværkstedet Bregnevej – er en produktionsvirksomhed grundlagt i 1974 med et socialt hjerte, hvor borgere med førtidspension får mulighed for at bidrage, udvikle sig og opleve glæden ved at gøre en forskel.
Her er 15 medarbejdere ansat, og omkring 70 borgere er tilknyttet værkstedet. Hver dag møder en mindre gruppe ind – nogle bor på bosteder, andre alene eller hjemme hos forældre – og arbejdsdagen bliver individuelt tilrettelagt, så den passer til den enkeltes behov og ressourcer. Det handler om at skabe succesoplevelser og arbejdsidentitet. Nogle gange bliver opgaverne lidt mere krævende, eller deadlines lidt strammere – men det er netop her, succesen føles størst. Og den bliver fejret!
Kent Madsen, som har været en del af værkstedet i hele 30 år, viser stolt rundt. Han kender hver krog, hver maskine og hver borger. “Det værste der kan ske er, at vi løber tør for arbejde,” siger han – for opgaverne giver struktur, mening og fællesskab.
En arbejdsplads med fem afdelinger og ét fælles mål
Industriværkstedet består af fem afdelinger: montagen, produktionen, maskinværkstedet, træværkstedet og lageret – samt en kantine, hvor borgerne også kan bidrage. Afdelingerne samarbejder tæt, og opgaverne flyder på tværs: metaldele produceres i maskinværkstedet, samles og pakkes i montagen og produktionen, og sendes videre fra lageret til kunden. Hvis der er behov, kan borgere “lånes” mellem afdelingerne – og det er muligt at skifte afdeling, hvis man ønsker nye udfordringer.
Arbejdsdagen starter kl. 8 og følger en fast struktur med tre pauser. Nogle borgere går selv i gang, mens andre får støtte af personalet. Opgaverne tilpasses den enkelte – og hvis der er behov, udvikles der hjælpemidler, så alle kan lykkes. Målet er, at opgaverne løses så selvstændigt som muligt.
Samarbejdet med ICM
ICM har i flere år haft et tæt samarbejde med Odense Værkstedet. Her bliver der blandt andet klippet absorbenter i specialmål, som efterfølgende pakkes til vores BlueStar produkter. Fra ordren fra ICM modtages til den leveres retur går der typisk 14 dage – og kvaliteten er i top. For ICM er samarbejdet med Odense Værkstedet ikke blot en praktisk løsning, men et udtryk for samfundsansvar. Det er en win-win: Vi får løst opgaver med omhu og præcision, og borgerne får mulighed for at bidrage og opleve arbejdsstolthed.
Mennesker med historier
Vi møder flere snaksaglige borgere på vores rundtur på Bregnevej. Mads, som er blind, fortæller stolt, at han kan løse næsten alle opgaver med hænderne – og han har kun rosende ord for sin arbejdsplads. Mens vi taler med ham, bruger han med lethed elektrisk værktøj til at sætte skruer i lygtebeslag.
Erling, der har været en del af Odense Værkstederne i 60 år, kommer stadig – ikke for lønnen, men for det sociale liv. Selvom han for længst er ”pensioneret”.
I træværkstedet lyder det entusiastisk: “Det er en FED arbejdsplads!”, mens borgerne laver flotte juletræer, kælke og taburetter af træ. Sidstnævnte sælger de på julemarked 13. november. Borgerne får løn for deres arbejde. Men det vigtigste er ikke pengene – det er følelsen af at være en del af noget større.
Fremtiden – og håbet
Politisk er der velvilje, men fremtiden er ikke garanteret. Værkstedet er først og fremmest en investering i mennesker. Her lærer borgerne at skelne mellem arbejde og fritid, og de får et socialt netværk, som mange ellers ville mangle.
Hos ICM håber vi, at samarbejdet kan udvides. Vi har set, hvordan opgaverne bliver løst med omhu, og hvordan værkstedet skaber værdi – både for os og for de mennesker, der arbejder der. Vi ser frem til at sende endnu flere opgaver til Bregnevej 14.
For når man træder ind på Odense Værkstedet, mærker man det med det samme: Her er der hjerte, håndværk og håb.
En eftermiddag på Wichmannsgade 10
Efter vores besøg på Bregnevej, lagde vi vejen forbi produktionshallen på Wichmannsgade 10 i Odense. Lars, en af de erfarne medarbejdere, tager imod os med et venligt nik og begynder rundvisningen. Han peger på de forskellige arbejdsstationer, hvor borgere – alle med forskellige skånehensyn – er i gang med dagens opgaver.
Her er ikke tale om højintens produktion, men opgaverne kræver stadig koncentration. Nogle er simple, som at pakke vores BlueStar sugemåtter i poser med manual og strips – en opgave, der har været fast inventar i værkstedet i årevis. Andre opgaver kan være mere krævende, og Lars forklarer, at det er vigtigt at matche opgaven med borgerens aktuelle funktionsniveau.
Der er omkring 100 borgere indskrevet på Wichmannsgade 10 og de er her typisk i 13 uger, mens deres arbejdsevne bliver afklaret. Det betyder, at der hele tiden kommer nye til, og personalet – seks i alt – har travlt med både oplæring, samtaler med sagsbehandlere og den daglige støtte.
"Vi arbejder også med at få borgerne op i tid," siger Lars og smiler. "Det er en vigtig del af processen."
Stemningen i hallen er rolig, men målrettet. Der er potentiale for at udvide opgaveporteføljen, og her kan ICM bidrage med opgaver til et sted, hvor mennesker får mulighed for at genfinde rytmen i hverdagen.