SAMARBEJDE I PRAKSIS:

ICM og Davidsen har en samhandelsaftale og relationen er både langvarig og strategisk vigtig.

SAMARBEJDE I PRAKSIS:
EN FAGLIG DAG HOS DAVIDSEN

Det er tidlig morgen i Haderslev. Solen står højt på en skyfri himmel, og foråret ligger som et stille løfte i luften, da Account Manager Johnni Perschke og Content Creator Julie Christensen fra ICM Safety ankommer til Davidsen. Davidsen er en af Danmarks største trælast- og byggemarkedskæder med afdelinger i hele landet. ICM og Davidsen har en samhandelsaftale og relationen er både langvarig og strategisk vigtig. Netop derfor er dagen i Haderslev noget særligt: Her er nøglepersoner nemlig inviteret til en faglig session om værnemidler, rådgivning og værdiskabelse.

Faglighed, dialog og konkrete eksempler
Dagen er tilrettelagt med to identiske oplæg, så alle nøglepersoner kan deltage. Johnni står ved skærmen og tager deltagerne igennem en times koncentreret introduktion til PPE, risikovurdering og den rådgivning, der skaber reel værdi for kunderne. Oplægget er dialogbaseret, og deltagerne er hurtigt engagerede.

Johnni starter med at gennemgå forskellen på PPE-kategorierne 1, 2 og 3. Her bruger han handsker som konkret eksempel og forklarer, at hvor nogle kemihandsker er i kategori 3, vil skærefaste handsker typisk være i kategori 2 og havehandsker i kategori 1. ”Når en kunde siger ‘jeg skal bare have et par handsker’, så er det vores opgave at spørge: Til hvad?” forklarer han. ”Den bedste løsning er ikke altid den dyreste – den rigtige løsning kræver, at vi forstår behovet.”

Der bliver spurgt ind til mekaniske risici, EN‑standarder og hvordan man bedst guider kunder, der ikke selv kender forskellen på handsketyper. Budskabet er tydeligt: Risikovurdering og korrekt rådgivning er fundamentet for sikkerhed. Samtidig understreger Johnni, at brugsanvisningen altid skal læses – og at det er en vigtig del af den rådgivning, Davidsens medarbejdere giver videre til kunderne.

Aha‑oplevelser og praktisk læring
Da snakken falder på høreværn, gør Johnni det klart at ”der er forskel på støj og sundhedsskadelig støj”. Han taler om almindelige høreværn og aktive høreværn - sidstnævnte anbefaler Johnni ofte. Deltagerne får lov at prøve et aktivt høreværn, mens Johnni taler i et normalt toneleje. Pludselig hæver han stemmen markant og råber. Reaktionen er den samme hos alle: et smil og en tydelig aha‑oplevelse af, at høreværnet gør jobbet. ”Hvis man løfter høreværnet bare 1% af tiden – 36 sekunder på en time – mister man 50% af beskyttelsen,” fortæller han. Det er tal, der sætter sig fast.

Efterfølgende taler Johnni om hovedværn, og der bliver stillet spørgsmål til forskellen mellem industrihjelme og klatrehjelme. Johnni forklarer forskellen og slutter med ét enkelt råd: ”Spænd hjelmen.”Han oplever ofte, at hjelmen ikke spændes på arbejdspladser – eller at de spændes ovenpå hovedet. En dårlig vane der skal gøres op med.

Samtalen bevæger sig videre til åndedrætsværn, hvor Johnni deler historien om en kunde, der ”bare holdt vejret” under asbestarbejde – et eksempel, der understreger, hvor vigtigt korrekt udstyr og rådgivning er. Deltagerne lærer om 3‑timers‑reglen, om at identificere det stof, man skal beskyttes imod, og om hvornår en engangsmaske skal udskiftes. ”Forestil jer at trække vejret gennem et milkshake‑sugerør,” siger han. ”Det er den belastning, kroppen udsættes for.” Budskabet er klart: En maske, der ikke passer, beskytter ikke.

Endnu en aha-oplevelse finder sted, da Johnni fremviser turbodrevet åndedrætsværn fra Sundström. Han illustrerer hvad der sker når filtrene stoppes til, ved delvist at dække dem med en plastikpose. Det er tydeligt at høre hvordan værnemidlet reagerer ved at øge sugeevnen mere og mere. Da plastikposen dækker filtrene helt, alarmerer turboenheden ved at bippe og larme voldsomt, så medarbejderen kan skynde sig ud i sikkerhed. At opleve hvordan værnemidlet kan redde menneskeliv i praksis, er en oplevelse der sætter sig fast hos deltagerne og som skaber klar interesse for netop denne type åndedrætsværn.

Afslutningsvis rundes faldsikring, hvor samtalen går på servicering af faldsikring, traumestropper og forskellen på karabinhager til fritid og arbejde. Johnni fortæller om ICM’s kurser i netop faldsikring og forklarer, at ICM udsteder certifikater, der giver medarbejdere mulighed for at efterse faldsikring korrekt.

”Godt nok er bedst – bedst er ikke altid bedre.”
Dagen afsluttes med gode spørgsmål, faglig nysgerrighed og tydelig tilfredshed blandt deltagerne. ”Vi fik virkelig meget ud af det,” lyder det fra flere. For ICM er det netop kernen i samarbejdet med Davidsen: At skabe værdi gennem viden, rådgivning og fælles fokus på sikkerhed. Johnni gør opmærksom på, at ICM tilbyder både sambesøg, Safety Walks og kurser, der styrker medarbejdernes kompetencer og giver kunderne den bedst mulige rådgivning. Han håber, at deltagerne har fået noget ud af dagen og understreger at det vigtigste takeaway er, at; ”godt nok er bedst – bedst er ikke altid bedre.”

Man skal ikke skyde gråspurve med kanoner!

https://images.ctfassets.net/x0ki84gnhvvx/3yipao8CxwcqZaIBsDVRdx/07e6f7b0996a57521323f877c01ca611/Aspect_Ratio_-_Image_Grid_1___2_-_Davidsen_billede_1.jpg
UNDERVISNING OM HANDSKER
Johnni præsenterer.
https://images.ctfassets.net/x0ki84gnhvvx/6h9vL6DdFvMHH26yaN45CK/1399503939079941eacc7dfefd29a6e0/Aspect_Ratio_-_Image_Grid_1___2_-_Davidsen_billede_2.jpg
PRØVER AKTIVT HØREVÆRN
Johnni råber for at vise effekten af et aktivt høreværn.
https://images.ctfassets.net/x0ki84gnhvvx/4iDBDBnLPIHEk9KIAPHggj/bb737c82428873c468d37382547916bf/Aspect_Ratio_-_Image_Grid_4_-_Davidsen_billede_1.jpg
FORSTÅELSE FOR HANDSKER
Der undervises i den information der står inden i handskerne.
https://images.ctfassets.net/x0ki84gnhvvx/3w6LSDJ3DnJdlL5Uwlesau/f73da5ac34fa2edac659c2ef821031f5/Aspect_Ratio_-_Image_Grid_4_-_Davidsen_billede_2.jpg
TALER OM FØRSTEHJÆLP
Johnni er Hjerteløber og slår et slag for den vigtige opgave.
https://images.ctfassets.net/x0ki84gnhvvx/2eNcTnFEuWOKXvcxA8MUz4/9326a6afa8d71afd55d710b438fb4114/Aspect_Ratio_-_Image_Grid_4_-_Davidsen_billede_3.jpg
ÅNDEDRÆTSVÆRN
Der vises og fortælles hvordan man bruger åndedrætsværn.
https://images.ctfassets.net/x0ki84gnhvvx/5YL7HiPVrOu8veTFq1eqd6/0300a169334e78723ccf39e7a48c3cfb/Aspect_Ratio_-_Image_Grid_4_-_davidsen_4.jpg
TESTER HØREVÆRN
Deltagerne får de lov at prøve udstyret på.